Hirtshals Veterantræf

Hvornår:
12. august 2023 kl. 09:00 – 15:00
2023-08-12T09:00:00+02:00
2023-08-12T15:00:00+02:00
Hvor:
Den Grønne Plads
Hirtshals

Velkommen til Hirtshals Veterantræf lørdag d. 12. august 2023

 

Det er 3. gang vi laver et sådant arrangement, og vi forventer at langt over 250 køretøjer vil deltage i træffet. Så vi er altså godt igang med at skabe en tradition for et af de største træf i Nordjylland.

Der bliver masser af plads til udstillerne i vores 300 meter lange gågade og på den store plads ved havnen: “Den Grønne Plads”.

Vi lægger stor vægt på, at der er bredde i de fremviste køretøjer, så der er noget for enhver interesse. Derfor finder du både biler, lastbiler, motorcykler, knallerter, traktorer og landbrugsmaskiner på træffet.

Arrangør af træffet er Hirtshals Handel og Erhverv der som navnet siger er en handelsstands- og erhvervsforening. Træffet laves i samarbejde med Hirtshals Turisme.

Formålet med træffet er, at deltagerne skal have en hyggelig dag sammen med ligesindede, og at publikum skal få nogle gode oplevelser når de ser på de gamle køretøjer.

Vi deler ikke som sådan køretøjerne op i områder på pladsen. Men vi sørger for at man  kommer til at holde ved køretøjer i nogenlunde samme kategori, som f.eks. amerikaner biler, MG, Volvo mm. Knallerter og motorcykler får deres helt eget område i “Bikers Corner”

Vi har sørget for musikalsk underholdning det meste af dagen, så vi er sikre på at den gode stemning også vil være hørbar. Faktisk slutter vi dagen af med en koncert klokken 14.30 med Basim.

Når du ankommer til træffet får du en kuvert med masser af information. Flere butikker har lagt gode tilbud i kuverten specielt til dig der kommer med et køretøj på dagen. I kuverten finder du også en spisebillet, så du selv kan vælge hvor du vil spise din middagsmad. Spisebilletten giver dig en rabat på 50,- Kr. på en valgfri restaurant, pizzaria, bager, m.m. Der udleveres 1 spisebillet pr. køretøj. Billetten gælder hele lørdag d. 12. august

Alle deltagere får en rabatkupon til adgang på Nordsøen Oceanarium, som man kan besøge efter træffet. Der er åbent til klokken 18.00 lørdag. Kuponen kan også bruges på et senere tidspunkt.

Information om veterantræf 2023

 

Vores målsætning med træffet er at lave et hyggeligt træf både for udstillere og publikum.

Vi giver gratis kaffe og rundstykker til alle fremmødte udstillere og desuden får man 1 rabatkupon pr. køretøj på 50,- kr. der giver rabat på 8 restauranter og spisesteder i Hirtshals. Inden træffet slutter kl. 15.00 giver vi naturligvis kaffe og kage til alle udstillere. Vi har også sørget for levende musik, så der er alle muligheder for en rigtig hyggelig dag.

Vi har høje ambitioner, så vi forventer mindst 250 udstillede køretøjer og at træffet besøges af mindst 2000 publikummer.

 

Eneste krav for at deltage er at dit køretøj er over 25 år gammel.

 

Hvis du tilmelder dig træffet forventer vi at du er der under hele træffet, da vi af hensyn til publikum ikke kan have køretøjer på vej ind eller ud under træffet. Hvis du gerne vil deltage alligevel, men ikke kan være der hele dagen, så sig til. Så finder vi en placering yderst i gadebilledet, så du kan komme væk.

 

Lørdag d 12. august 2023

 
  • 09:00 – 10:00: Ankomst for køretøjer. Der serveres kaffe og rundstykker v/Jyske Bank.
  • 12:00 – 13:00: Mulighed for spisning på byens restauranter.
  • 14:30: Der serveres kaffe og kage til deltagerne.
  • 14.30: Levende musik af kendt kunstner ( navn kommer senere)
  • 15:00: Træffet slutter.